NB. Indlæg skrevet til Urban Århus tirsdag den 27. november

Århus - smilets by. Byens motto siden 1938. Jeg har stadig ikke forstået det. Er det et levn fra tider, som ingen har opdaget, er forsvundne?

Århus er smuk. Set fra øverste etage i højhuset, hvor jeg har udsyn over hele byen. Tagene. Kirketårnene. Vandet. Pragtvillaerne på Strandvejen. Lysene, der tændes, når mørket falder på.

Bevæger jeg mig ud på gaden, er billedet et andet. Indre by er møgbeskidt. Det flyder med affald. Pizzabakker, shawarmarester, ølkapsler, tyggegummiklatter, hundelorte, gamle aviser, plastikposer osv.

Når vinden blæser fra øst, lugter det fra oliemøllen på havnen.

Og blæser det fra vest, er det humlen fra Ceres bryggeriet, der stikker i næsen. Begge dele giver mig en kvalmende fornemmelse. 

Men hvad er det, der bringer smilet frem på Århusianerne?

Det er heller ikke festugen, vi smiler ad. De fleste Århusianere brokker sig over den. At det kun er folk fra forstæderne, der besøger den i en undskyldning for at drikke. At den fylder hele gadebilledet, så man kan hverken komme frem eller tilbage. I år gik klagerne på, at den ikke var tæt nok på byen og havde mistet sin folkelighed.

Det er heller ikke Århus Sporveje/MidtTrafik eller Renovationsvæsenet, vi smiler over. De strejker nærmest altid.

Måske smiler århusianerne i virkeligheden af, at der altid er noget, vi kan brokke os over?

Uanset mit syn på Århus, så elsker jeg byen. Har aldrig følt mig mere hjemme i nogen by end her. Jeg ved bare ikke hvorfor.

NB Indlæg skrevet til Urban Århus

Valgkampen har raset i flere måneder. Spekulationer om et forestående folketingsvalg har huseret længe. Og nu er den så officielt skudt i gang.

For mig at se er den dybest set uinteressant. Den er visionsløs. En tom grå masse af løfter uden præcis og kontant indhold. Og handler åbenbart mest af alt om at kaste mudder mod hinanden og om hvem Ny Alliance ender med at pege på som Danmarks Statsminister.

Men uanset hvor lidt, jeg bryder mig om måden, valgkampen er på, så afgiver jeg min stemme. Og jeg er ikke i tvivl om, hvor jeg sætter mit X, selvom jeg har været ude i en politisk slingrekurs.

Da jeg var 18, var jeg for ung, umoden og uerfaren til at have dannet min egen holdning og livssyn og gjorde derfor som mine forældre.

Jeg har en gang stemt blank.

I dag sætter jeg mit kryds på den anden side.

Den mulighed vi har for at stemme, ser jeg ikke bare som en rettighed, men som en pligt. En rettighed, som man SKAL udnytte.

Nogle sofavælgere ser det som en politisk protest, at undlade at stemme, fordi der ikke er noget parti, der tilbyder lige det, de gerne vil høre. Og ikke fordi det er af mangel på politisk stillingtagen. Men det er virkelig svært at vinde politisk gehør, når man sidder hjemme på sofaen og er tavs.

Man har selvfølgelig altid et valg, men min holdning er at i dette tilfælde er det bedre at vælge til frem for at vælge fra.

NB. Indlæg er skrevet til Urban Århus

Jeg synger i gospelkor. Det er utroligt, hvor stor en glæde, det skaber indeni og udenpå, at åbne munden og lade lyde i form af sang flyde fra maven op gennem halsen for til sidst at trænge ud gennem munden.

Selvom gospel-tekster indeholder et utal af religiøse ord som My Lord, Hallelujah og Amen, og at jeg ikke er religiøs, så er den stemning, der opstår noget helt specielt.

Fødderne stamper i gulvet, og hænderne klapper automatisk med. Hele kroppen bliver inddraget i suset af den gode stemning. Det er umuligt at stå stille.

Koret er stort med omkring 100 medlemmer. Til hver øveaften kommer der omkring 60 medlemmer. Det skaber en helt fantastisk lyd i kirkerummet. Men der kan nok ikke herske tvivl om, at blandt så mange mennesker kan ens egen stemme godt drukne. Ind i mellem bliver jeg i tvivl om, hvorvidt jeg synger alt eller sopran.

Energien, livsglæden og begejstringen sitrer i rummet. Living Gospel, som koret hedder, kunne ikke være navngivet bedre.

I fredags fik jeg min gospel-ilddåb. Der var kulturnat og 4 gospelkor optrådte på skift i banegårdshallen. Heriblandt mit kor. Var ved at dø af sceneskræk, inden vi gik på. Kunne hverken huske tekster eller melodier. Men da vi først gik i gang forsvandt nervøsiteten og jeg sang, klappede og dansede sammen med de andre, selvom jeg syntes den kødrand af mennesker, der stod og kiggede på, var en kende stor. Men sikke en ubeskrivelig oplevelse. Jeg var høj af glæde bagefter.

Indlæg skrevet til Urban Århus, tirsdag den 16. oktober.

 Hvorfor er man så dårlig til at gøre noget for sig selv? Eller måske rettere ved sig selv?

Hvor ofte beklager man sig ikke over sine grimme fødder, der trænger til kærlig pleje. Smerter i ryggen, der kunne afhjælpes ved jævnlige besøg hos massør/fysioterapeut. Motion, der burde dyrkes osv.

Men nu er jeg i hvert fald i gang. Har fået en fantastisk ansigtsbehandling her i Århus. Halvanden time tog det. En gedigen luksusbehandling, inkluderende en hudanalyse med gode råd og reprimander.

(Bare indrøm det! Du har med garanti også brugt neglene som modangreb på en bums eller hudorm, som selvfølgelig viser sig præcis den dag, du skal til jobsamtale eller på 1. date.)

Efter behandlingen føltes huden, som en lille barnenumse, og alt hvad der kunne minde om hudorme var væk. Produkterne var 100% økologiske, så jeg vil ikke sige, at jeg kom velduftende derfra. Men 100% høj af velvære, det var jeg! Og en hel del fattigere, da jeg selvfølgelig skulle have opdateret min beholdning af ansigtsprodukter.

Hvor er det afslappende at blive nusset om i så lang tid. Og med et fantastisk resultat til følge. Det bliver i hvert fald ikke sidste gang, jeg bevæger mig derhen.

Udover den rene velvære ved behandlingen er jeg blevet klar over, at det faktisk kun er nødvendigt at bruge en creme med solfaktor 15, uanset om der er sol-, ski-, eller bådferie, man tager på. Eller hvis man er mest til det danske vejr.

(Indlæg skrevet til Urban Århus - tirsdag den 2. oktober)

Efter at have boet i Århus i lidt over end et år, er der noget, der undrer mig, man ikke valgt at gøre noget ved for lang tid siden.

Hvorfor har man dog ikke gjort midtbyen bilfri? Og her taler jeg om den helt centrale midtby. Altså området mellem Nørre Allé, Kystvejen/Havnegade og Sønder Allé.

Det er oplagt, da Århus midtby er ikke særlig stor. Eksempelvis tager det mig blot omkring en halv time at gå fra toppen af Ø-gaderne til jobbet, som er i nærheden af Bruuns Galleri.

Det forekommer mig underligt, at man ikke har lukket af for biltrafikken i det fascinerende Latinerkvarter, hvor mange af gaderne er belagt med brosten, mangler fortov og har utrolig smalle gader, og i stedet prioriteret cyklister og fodgængere, der kan nyde de smukke huse og butikker. Som det er nu, føles det som om, det er med livet som indsats, når man løber spidsrod mellem biler og tunge lastbiler, som skal passere gennem de samme gader.

Hvis man skal en tur på Café Smagløs, kan man køre helt ind på Klostertorv og parkere sin bil lige udenfor døren. Og en brunch ved Åen kan godt blive lidt forstyrret, når man ind mellem bidderne, må slås med udstødningsgasser i lungerne.

Der bor sikkert mange bilejere i den del af midtbyen, som ville blive ramt af en bilfri zone, men det burde være muligt at finde en løsning med beboerprioriteret trafik i de gader og tidsbegrænset varekørsel til butikkerne.

INDLÆG VIL KUNNE LÆSES I URBAN ÅRHUS TIRSDAG DEN 18. SEPTEMBER 2007