Hvis ord kunne hjælpes.
Hvis smerter kunne bæres.
Hvis angsten kunne g(l)emmes.
Ville du så følge mig trygt i havn?
Ville du så stå dér?
Ikke foran, ikke bagved, ikke ved siden af.
Men med. Iblandt. Og ind imellem.
Jeg laver svømmetag med benene.
Jeg kan mærke, hvordan jeg let glider fremad.
Og mærker modstanden i det kolde vand, der omkranser hele kroppen.
Men når jeg får hovedet over vandet, ser jeg, at jeg stadig er ude på dybt vand.
Jeg kan fortsat ikke bunde.
Og de tillærte svømmetag var til ingen verdens nytte.
Jeg er lige præcis dér, hvor jeg befandt mig hele tiden.
Synkende i med begge ben.
Når man har givet alt, hvad man har at give,
ender man alligevel med at give lidt mere.
Indtil man står forsvarsløs og nøgen med nedlagte våben og blottede håndflader.
Hatten i hånden er for længst givet væk.
Man har ladet sig udslette.
Man er blevet usynlig for den, man ville være synlig overfor.
Man har kaldt og håbet.
Kun langsomt indser man, at det eneste svar man får,
er ekkoet fra sin egen forvrængede stemme.
Et kunstnerisk svunget spørgsmålstegn udstrækkes,
og forandres til et uigenkaldeligt udråbstegn.
Det eneste, man ville have, var et blik.
En anerkendelse. En tak. En start. En slutning. Noget.
Efter en nat fyldt med drømme,
om en nøgen sort himmel smykket med glimtende diffuse tvivl.
Om en regnbue, der leder mig mod ingenmandsland
og en krukke fyldt med falske forhåbninger.
Fylder jeg kaffekoppen med to skefulde illusioner
og et skvæt bittersød kærlighed.
Hun står der og græder over den spildte mælk
og livets ubarmhjertige favntag.
Føler den kvælende fornemmelse af syrligt udskårne papirklip
og brodne kar,
der er nænsomt strøet med en snert af sølvskinnende ironi.
Med blikket stift rettet mod kalejdoskopet
med dens skiftende farver og konturer.
Der langsomt ligner forvrængede karrikaturer,
af noget, der engang var.
Det er dumt at rende panden mod en nymalet mur.
Hvis det er sandt at brændt barn skyr ilden.
Så gør mig dog for guds skyld til barn igen, så jeg kan lære det!
De marcherer trætte hen ad vejen. Skubbende den klirrende vogn foran sig.
De har set så meget. At de ved. At de forstår.
Flasken sættes for munden. Den evige tørst slukkes for en stund. Men den vender hurtigt og grusomt tilbage.
En-to-en-to. Hen ad livets landevej. Væk fra. Hen imod. Måske bare videre.
Kun de ved det.
Man har famlet som en blind.
For en stund løftes sløret.
For en stund letter tågen.
Man kan igen se klart. At der intet er. At se.
Indtil næste gang mosekonen brygger.
Og man lulles atter ind i troen på, at der er. Noget.
Et tavst skrig overdøves af en rungende tavshed.
