Jeg er lige blevet inviteret til noget festivitas med arbejde. Inkl. ledsager.

Hold op. Med ledsager!!!!! Mig????!!

Det var virkelig grænseoverskridende at skrive, at jeg denne gang ville medbringe en ledsager. Som om det et eller andet sted faktisk slet ikke er muligt, at jeg har en med. En mand. En kæreste.

Måske hænger det lidt sammen med at han stadig bor i England, at det stadig er lidt uvirkeligt. Og fantasiagtigt.

Men sandheden er altså at jeg har en (GYS!!!) KÆRESTE.

Og at han lige har opsagt sin lejlighed. Og snart flytter til Danmark for at bo sammen med mig. Og min hund. I Århus.

Skræmmende og dejligt på en og samme tid.

Indrømmet. Der er mange ting, der er blevet lettere efter mobiltelefonen er kommet til.

Men det er dælme blevet LAAAANGT sværere at være i forhold. Dengang jeg var ung (YNGRE!!!) kunne man gå i flere dage uden at man behøvede at få livstegn fra sin kæreste. Man vidste jo at han var der, selvom man ikke hørte fra ham hele tiden.

I dag sender man en sms (eller 100) i løbet af dagen og forventer at få svar indenfor 5 minutter. Og hvis det ikke sker så får man nervøse tics og tvangstanker som:

“hvorfor svarer han ikke?”

“Holder han ikke af mig mere?”

“Hvad laver han?”

“Helt ærligt det kan sgu da ikke tage så lang tid at svare!!”

Og så sender man lige en sms mere: “hvad laver du?”

Og hvis man så heller ikke får noget svar der, bliver det til:

“Er du sur?” Dernæst

“Gider du mig ikke mere?”

Og til sidst er man fuldstændig rødglødende af arrigskab (og der er nok gået en halv time siden man sendte den første søde besked) så bliver det til:

“Så kan det sgu også være det samme - tak for spildt tid!”

Og så forstår man ikke at modtageren ovenikøbet tillader sig at blive sur….

Det der ventetid, er godt nok effektivt. Spiser ingenting. Og kiloene rasler af. Det er da meget godt ikke?

Men hvornår ved man, at man ikke skal vente længere? Skal man overhovedet spørge, om man skal blive ved med at vente? Og skal man egentlig vente overhovedet? Hvad nu hvis det man venter på, viser sig at være ingenting? Eller alting?

Kommunikation er en svær satan at knække.

Er røget ud i alvorligt problem af den art.

Det er jo ikke, fordi vi ikke har været derude før, men vi er åbenbart ikke blevet en skid bedre til at få styr på, hvordan vi håndterer den slags.

Jeg håber, at vi bliver ok igen. Det gør ondt indeni.

Men måske dur to så følelsesladede mennesker ikke sammen.

Ind i mellem bliver jeg irriteret over, at han tager alting så personligt. Glemmer bare at jeg gør akurat det samme.