Hvad gør man når man gerne vil rejse, men man er single, veninderne er i faste forhold, eller de har ingen penge, og man vil ikke rejse alene.

Der er selvfølgelig muligheden for at tage af sted med rejseselskaber som Topas eller Nadana Tours.

Jeg har prøvet at rejse med Topas til Cambodia og Laos, og landene var fantastiske. Men det med konstant at være samlet i en stor gruppe på 14 mennesker, og blive læsset ind i en bus for at blive kørt til næste destination sat af for at se på levevilkårene i en lille landsby. Lidt som at komme til ”Freak Show”, sådan følte jeg det i hvert fald. Brød mig ikke om den rejseform. Vil hellere udforske på egen hånd, eller rettere med max. 2-4 personer af gangen. Uden klokkeslæt og aftaler.

Men hvad gør man så? Den mulighed har jeg ikke set nogen steder.

Hvad gør man, når man er en tryghedsnarkoman med udlængsel?

Hvad gør man, når man gerne vil opleve de smukke og fredede Galapagosøer, det naturskønne Island, det smukke Toscana, vandre på pilgrimsruten i Spanien, rejse rundt i det forunderlige New Zealand og eller bare tage på en daseferie på Kreta, Cypern, i Bulgarien eller i Spanien. Der er mange andre steder, jeg drømmer om at opleve, men jeg syntes, det er svært, når man gerne vil have nogen at dele oplevelsen med.

OK overskriften passer måske ikke helt, eftersom det er orangutanger, det handler om.

Orangutanger er ved at være en uddød race. Og i hele verden eksisterer der kun 2 steder, hvor de forsøger at frisætte de orangutanger, som uvidende mennesker har haft som kæledyr. Mennesker som syntes, at disse små nuttede orange væsener, som små, er charmerende, søde og alletiders kæledyr. Men når de er fuldvoksne, vejer mere end 100 kilo, spiser rigtig meget og er temmelig kraftfulde, så er det ikke så spændende et kæledyr længere.

Her er det så, at de 2 rehabiliteringcentre tager over og forsøger at genindsætte dyrene i naturen. Det ene center ligger på Borneo og det andet i Bukit Lawang på Sumatra, begge er Indonesien.

Vi ankom til Bukit Lawang og var egentlig ret irriterede over de to fyre, som var med i bussen, og som hele tiden forsøgte at presse os til at overnatte i netop deres guesthouse. Så det første vi gjorde, efter at have taget de store rygsække på, var at gå hen til en fyr, som ganske roligt ventede ved busstoppestedet.

Han tog os med til sit guesthouse, hvor vi indlogerede os. Efter en velfortjent nattesøvn spiste vi morgenmad på vores guesthouse og vandrede herefter rundt i byen Bukit Lawang.

Det var her vi fik vores første bevis for, at der levede orangutanger i byen. For pludselig hang der en mindre orangutang lige over vores hoveder og kiggede på os. Smukt og sjovt. 

Senere på dagen havde vi planlagt en tur til “Rehabilition Center”, hvor vi skulle opleve fodring af de store dyr. Signalet til dyrene var en kæp, som den ene Ranger slog ned i platformen, som udgjorde spisestedet.

Der gik lang tid, men pludselig bevægede træerne sig og ud af junglen dukkede en stor smuk orangutang op. Bevægelserne var dovne og det så ud som om, det foregik i slowmotion.

Da dyret kom helt hen til platformen, kunne vi se, at det var en hun. Og med sig havde hun den skønneste lille orangutang unge, som klamrede sig til pelsen af sin mor.

Efter lidt tid dukkede også en han op. Det var smukt og fascinerende. Men vi havde fuld forståelse for, at Rangerne helst så, at ingen af dyrene dukkede op, for det ville betyde, at deres job var fuldført.

Tilbage ved hovedkontoret havde de yderligere 3 orangutanger, som befandt sig i bure. De to af dem var netop ankommet til centret. Og den 3. led af noget, som jeg kun troede mennesker fik. Den havde Downs Syndrom. Først troede vi, at den var gravid, da dens mave var temmelig udspilet, men efter at have kigget på dens ansigt var det tydeligt, at den var mongol. Så menneskelig disse pragtfulde dyr er.

Læs evt mere her

Vi blev vækket kl. 03.00. Vi gned søvnen fra øjnene, tog det lånte tøj på og tjekkede, at der var batteri nok på lommelygterne.

Natten var kulsort og stille. De eneste lyde var vores skridt, som lød underligt høje i junglen, vores guides larmende pind, og så de puslende lyde fra træer og buske, som skyldes enten vinden eller slanger og andet kryb, som var blevet skræmt væk fra den smalle sti, vi befandt os på.

Det var en smule skræmmende at gå der i mørket og mærke kulden og spændingen dirre i hele kroppen. Vi holdt os tæt samlet, med lommelygterne konstant rettede mod stien foran os. Man skulle ikke træde mange centimeter udenfor stien, før bunden forsvandt udover en stejl skrænt.

Efter halvanden times vandring gennem den sorte jungle, stoppede vores guide op og bad os slukke lygterne. Han løftede sin vandrestav og pegede op mod en lysning mellem trækronerne.

Og der var det. Det syn, jeg troede, jeg kun ville komme til at opleve på tv. En flydende rød lavamasse, som konstant flød ned af krateret på vulkanen. Synet var imponerende, ærefrygtende og helt igennem fantastisk.

Vi fortsatte vores tur, så vi bedre kunne se vulkanen, området og lavaen. Vi nåede “the forbidden area”, hvor man kun måtte befinde sig i selskab med en autoriseret guide.

I flere timer befandt vi os i det område, hvor ingen træer var ældre end 1984, hvor jorden var farvet sort af aske, og hvor der var store “grøfter” som viste, hvor lavaen havde flydt.

Dagen efter vores tur, tog vi tilbage til Yogyakarta, høje af oplevelsen. Stod i lille butik for at købe busbilletter til vores næste destination. Pludselig rystede hele jorden. Vi kiggede lidt forvirrede på hinanden. Rystelserne varede ikke meget længere end et par sekunder. Jeg troede først, det var den meget store lastbil, som lige var kørt forbi, som forårsagede rystelserne.

Efter kort tid kom rystelserne igen, denne gang varede de længere tid og var værre. Den indonesiske kvinde, som var igang med at sælge billetterne til os, råbte pludselig meget højt og panikslagent til sin lille søn.

Vi kiggede endnu engang forvirrede på hinanden. Så tog fanden ved os, og vi løb ud af huset. Det gik op for os, at det var et jordskælv, vi netop havde oplevet. Ude på gaden fløj folk skræmte rundt og råbte og pegede op mod Merapi. Heldigvis var det ikke vulkanen, som var gået i udbrud, men “blot” et mindre jordskælv, som vi oplevede.

Var vi ikke i forvejen høje af adrenalinkicket, så slog det helt igennem i det øjeblik. Pulsen var fuldstændig oppe i det høje felt og kroppen rystede af spænding og skræk. Det var fantastisk og skræmmende.

Landet var Indonesien, nærmere betegnet Java. Vulkanen hedder Merapi som meget rammende betyder ildbjerget. Det er den mest aktive vulkan i landet, sidste udbrud var i 2006.

Pludselig var hele mit liv minimeret til indholdet i en 30L. rygsæk, ski og skistøvler. Utroligt at man kan leve så minimalistisk. Var overbevist om, at jeg ville komme til at mangle et eller andet utroligt vigtigt i løbet af ugen.

Det var min 3. sæson i Canazei med det lille rejsebureau Wintherrejser, et mindre rejsebureau med fantastisk entusiastiske guider. Denne tur var dog ret speciel, da det var en 8 dages skisafari. En pionertur. Ingen andre gæster eller guider havde prøvet at være afsted i så mange dage. Så forventninger og spændingen var i højsædet.

Lørdag morgen ankom vi med bussen til Canazei. Fik børstet den værste søvn ud af øjenkrogene, spiste morgenmad, hilste på resten af gruppen på i alt 14 personer inkl. 3 guider, og klædte derefter om til skitøjet. På med rygsækken og afsted med cabineliften og derefter ud over de første pister, som første os væk fra Canazei. Sneen og vejret var perfekt.

Stemningen i gruppen var pragtfuld fra starten, vi så vist alle ud som forventningsfulde børn, da vi sad der i de første lifter.

Det har været min 7. uge på ski, så jeg er efterhånden rimelig ferm til det med skiløb. Har stadig lidt problemer, når sneen bliver for grødet eller for iset, men er ikke bange for at kaste mig ned af de stejle pister.

Afsluttede 1. dagen på med lidt afterski, en god 3-retters menu og generel høj stemning.

2. dagen havde vi kørt ret kort tid, da vi mødte en stejl piste (sort), som var iset hele vejen ned. Jeg kørte ud over kanten, det gik fint med at lave store sving, hvor jeg godt kunne mærke, at skiene ikke kunne få ordentlig greb i isen, så jeg skred ret meget nedad.

Foran mig lå der en stor isklump i højre side af pisten, jeg kunne ikke nå at få drejet udenom og røg lige ind i den med det resultat, at min ene ski røg af. Mistede straks balancen og røg ned på røven. Kurede med højere og højere fart ned af pisten uden mulighed for at kunne bremse eller styre. Afstanden til den forreste guide blev kortere og kortere. Kunne mærke, at den ene ski, jeg stadig havde på, ikke kunne få greb i isen, men hele tiden forsøgte at dreje, så jeg ville ende med hovedet nedad. Brugte alle kræfter på at holde skien mod dalen. Kunne mærke benene syre fuldstændig til. Endelig kunne jeg se, at pisten fladede lidt ud. Fik bremset og lå nu i venstre side af pisten. Havde kuret mere end 100 meter, men ikke slået mig eller ramt nogen, men hvor kunne det være gået grueligt galt. Grinede og jokede lidt. Havde underligt nok stadig begge skistave i hænderne.

Troede jeg var ok, men da jeg igen mødte en stejl iset piste, gik jeg fuldstændig i sort, hele kroppen rystede, tårene trillede ned af kinderne, og jeg var bange for at køre ned af den. Var lige ved at opgive hele safarituren og fik tilbuddet om at blive hentet af en af de andre guider og tilbringe resten af ugen i Canazei. Kun stædighed og en tro på, at det var bedre at “komme op på hesten igen” gjorde, at jeg gennemførte hele turen. Dog hang jeg det meste af turen i bremsen og fik mange rysteture og angstanfald når jeg skulle ned af en piste. Heldigvis var der stor forståelse fra hele gruppen.

På trods af styrtet (og de 10 andre), så var turen pragtfuld, og jeg fortryder bestemt ikke, at jeg tog med hele vejen.

Jeg har dog besluttet mig for, at jeg næste år skal have en instruktør i en times tid eller to for igen at turde at sætte spidserne mere direkte mod dalen og ikke være bange mere…. Det irriterede mig grænseløst, at jeg ikke kunne kaste frygten af mig igen.

Min største naturoplevelse må være turen til Mount Bromo på Java i Indonesien.

Det var et fantastisk syn at stå på kanten af det kæmpestore vulkankrater ved det røde skær ved solopgang, og se hvordan det store krater, som var fyldt af morgendis, omkransede de mange mindre kratere indeni.

Da morgendisen var forsvundet ud af krateret var det et rent månelandskab, som åbenbarede sig foran mig, og tiden var inde til at vandre ned i det store krater og op på kanten af selve Mt. Bromo, en af de mest aktive vulkaner i Indonesien og som konstante udsender disse røgsignaler.

Seneste udbrud på Mt. Bromo var i Juni 2004, blot 2 år efter jeg stod der på kanten, kiggede ned i dybet og indsnuste de syrlige gasser.

Så er jeg tilbage i DK efter at have tilbragt 8 skisafaridage i Italien med 13 skønne mennesker. Jeg har løbet ca. 175 km på skiene, taget ikke færre end 109 lifter og bevæget mig omkring 33.866 meter i højdeforskel. Derudover har jeg haft adskillige styrt, kørt med tog og pistemaskine. Oplevelserne har været mangfoldige og storslående. Det har været hårdt, smukt, sjovt og fantastisk.

Undervejs er der blevet afholdt konfirmation for en af deltagerne, som er over 50. Jeg er blevet kysset af tysker over 70 med kunstige tænder. Var blevet fuld af for meget Grappa til at kunne nå at reagere. Tumlede derefter lettere forvirret ud af Vinoteket og videre afsted på skiene.

Lignede en sovetrold ved hjemkomsten til Århus i dag. Burde hurtigst muligt tage hjem og sove. Var på vej hen til en taxa, da jeg blev stoppet af et stort kram, som spurgte hvordan jeg kom videre, for han kunne da ligeså godt køre mig hjem. Det er vist det, der kaldes udvidet guideservice. Dejligt.