Jeg står med det ene ben ude af døren. Skal sgu på date. Det er lidt som om det ikke er gået helt op for mig endnu. At jeg skal mødes med én. Af det andet køn. Tager det forbløffende roligt.

Der er kastet lidt grus i maskineriet - men heldigvis ikke så meget, at jeg ikke glæder mig til at møde ham.  Min psykolog har stor tiltro til mine evner som “man-eater”. Hun mener, jeg kan slå benene væk under enhver. At jeg er en utrolig dejlig kvinde, som enhver mand vil skulle gøre sig fortjent til. Godt så.

Havde en forrygende aften med Anne og Frk. Maj - og de har hver i sær beskrevet aftenen så godt, at jeg vil overlade ordene til dem

Selvom dagens indledende øvelse hos psykologen gik rigtig skidt. Så har resten af lørdagen vist sig at blive dejlig og hyggelig. Og jeg er super glad. Og den er slet ikke slut endnu.

Spiste frokost med The Kinky Dingos - dog uden forsangeren, der vist manglede noget nattesøvn… Som Ronja sagde - Det er altså utroligt, hvor glad man bliver i det selskab. Og jeg indrømmer gerne, at jeg er blevet afhængig. Af deres selskab. Og deres humørsprederi. Og åbne og ærlige snakke.

Kom hjem og sad lidt foran computeren. Telefonen ringede. Og så var det sørme én, jeg har savnet længe. Og uanset forholdets op- og nedture, så giver vi åbenbart ikke slip.

Der er noget uvurderligt i vores snakke. En fortrolighed ud over alle grænser. Og så en enorm ømhed. Desværre også to hypersensitive sjæle, som ofte knalder hovederne sammen i store skriftlige misforståelser. Til gengæld kan vi sige, hvad vi vil til den anden, når vi taler sammen. Han syntes, jeg er skide stædig. Men det er åbenbart et positivt træk…?? Nå men han ville altså sikre sig, at jeg har det godt igen efter al det, der er sket de sidste måneder.

Senere i aften skal jeg ud med prinsesserne. Anne og Frk. Maj. Og mon ikke det bliver til grin. Altså at vi får grinet en del. Og et par øl bliver der vist også plads til. Og lur mig, om der ikke også skal kigges på mænd. Endnu engang herligt selskab. Kan mærke tøj-panikken allerede spreder sig her hos mig. Og solen skinner, og så er det noget med, at man godt må vise ben? Også selvom man skal hjem med den sidste bus?

I morgen skal jeg på en gåturs-date. Gys.

Og måske byder søndags aftenen på en hyggelig cafétur. I dejligt selskab. Iblandet lidt musik og poesi.

Jeg har oprettet en profil på en datingside. Og er blevet kontaktet af en lavere mand. Og da jeg så højden på ham, tænkte jeg, at det ikke gik. Og han er 10 cm højere end mig.

Er man for kræsen, når man fravælger en mand pga højden?

Min sidste kæreste var 170 cm. og med ham følte jeg mig lille, når vi var ude blandt andre mennesker.

Min 2, 5 års affære med Manden var helt anderledes. Jeg voksede i hans selskab. Han var også en stor mand med sine 190 cm. Og store hænder og fødder. (OG KÆMPESTORT EGO!) Men jeg følte mig tryg og petit i hans arme.  

Har også været med en, der var lavere end eksen. Og det var fantastisk. Følte mig ikke lille men stolt og glad.

Måske handler det i virkeligheden om, hvad man selv udstråler, når man er sammen med en mand. Stoltheden over den man er sammen med?

Godt så.

Psykologen mener ikke, jeg skal have en kæreste lige nu. Men jeg skal have mandlige venner. Og når jeg så når til det der kæreste-pjat engang om 100 år oder so. Så skal han være kreativ, kunstner, musiker.

Hun siger, at jeg er alt for styret af min venstre hjernehalvdel, det er den der med logik og kontrol. Så jeg vil have godt af en mand, der er styret af den højre.

Hmm… Den tror jeg lige, jeg vil tygge lidt på. Men jeg skal måske eventuelt oprette en dating profil. Ikke for at finde en kæreste, men for at få mandlige venskaber og indspark. Og så kan et af dem måske hen ad vejen udvikle sig til romantik.

Men ikke for hurtigt for så vil jeg ende med en bankmand eller revisor, hvilket ikke vil være godt for mig, da de også er for kontrollerede i deres handlinger. Jeg skal give plads til spontanitet.

Hold kæft hvor jeg tygger drøv.