I går var vi til den første scanning. Det vildt at se det lille hjerte. Og den lille krop med det store hoved. Og vide, at den vokser inde i min mave. Der røg en enkelt tåre ned ad kinden.

Vi blev klogere. Vi er nu i uge 13. Også kaldet 14. graviditetsuge. Og jeg har termin 24. maj næste år. Og foran mig ligger vores første babybillede. Babyen har det godt og er i følge den første scanning perfekt. Og den er nu 7 cm lang.

Sygeplejersken gjorde godt nok, hvad hun kunne for at få den lille peanut til at vende sig, men den sov ret godt derinde i min mave og rørte sig ikke ud af flækken.

Det er stort. Det vil jeg ikke benægte. Og det er virkelig mærkelig, at der vokser en baby inde i min mave.

Det er ikke let, det her med at få lov til at beholde sin kæreste i landet. Eller jo, det er det egentlig. Hvis man nu fik de rigtige oplysninger fra myndighederne fra starten.

Vi havde fået oplyst, at han kan opholde sig i landet i 3 mdr. uden at skulle have et registreringsbevis eller i 6 måneder, hvis han er arbejdssøgende.

Ellers skal han fremvise en bankkonto, hvorpå der står et væsentlig beløb, som gør ham i stand til at være selvforsørgende. Godt så.

Nu har han jo efterhånden været her i et godt stykke tid. Og vi er da blevet lidt nervøse for, om han kan få lov til at blive her i landet med udløbet af de 6 måneder, da det har vist sig at være helt umuligt at finde et job, når man ikke kan tale dansk.

I anledningen af vores bryllup næste år, har vi skulle fremskaffe diverse dokumentation. Og da det var fremskaffet udbad myndighederne sig så om et registreringsbevis for at være bosat her i landet.

Vi forklarede, at det kunne han jo så ikke få, eftersom han ikke var selvforsørgende, havde arbejde eller var studerende.

Indtil de forklarede, at jeg kunne stå for at være den, der forsørger ham.

Jamen altså for pokker.

Hvorfor i alverden fik vi ikke den forklaring en af de mere end 10 gange, vi har kontaktet Statsforvaltningen for at få klarhed over vores situation?

Nu er det hele åbenbart klaret med aflevering af min ansættelseskontrakt og 3 seneste lønsedler og underskreven erklæring om, at jeg er i stand til at forsørge ham. Og vil gøre det, indtil han forlader landet. Nu kan vi så læne os tilbage og vente et par uger, så skulle registreringsbeviset dumpe ind i postkassen.

Damen hos Statsforvaltningen kunne i øvrigt kun nikke ja til, at det var meget nemmere for to udlændinge at blive gift i DK, end det er for en dansker og en udlænding - også selvom denne udlænding er EU-borger. Suk.

Journalister og nyhedsmedier klapper i hænderne. Nu er den her endelig. Epidemien som de har varslet i mere end et halvt år. Og i mellemtiden sat en skræk i de fleste danskere. Eller i hvert fald har de med alle midler iværksat en yderst effektiv skræmmekampagne.

Men altså nu er den her. (”Endelig” tror jeg, journalisterne siger….)

Jeg syntes, det er et svært valg det med Influenza A vaccinen. Den ene dag bliver det anbefalet, at gravide skal vaccineres, og den næste, at det behøver de ikke.

Jeg er lige gået ind i 2. trimester (13. uge) og har det super godt, som jeg har haft det hele tiden. Skide træt, men næsten ingen kvalme eller andre bivirkninger, som mange andre gravide oplever.

7-9-13 så har mit helbred aldrig været skrøbeligt, udover de tilbagevendende årlige forkølelser og hovedpiner, som har fulgt mig gennem det meste af livet. Influenzaerne har aldrig ramt mig. Men nu har jeg jo ansvaret for mere end mig selv. Og hvad gør man så?

Så vidt jeg kan læse, kender man ikke de fulde bivirkninger af vaccinen endnu, så jeg tænker lidt, om det egentlig ikke vil betyde, at jeg udsætter mit ufødte barn for en unødvendig risiko ved at få vaccinen?

Mænd vil gerne have ros. Sådan er det. Og gerne masser af det.

Jeg tror, det er derfor, min kæreste foretrækker først at være praktisk, når jeg kommer hjem i stedet for i løbet af dagen.

Jeg er lige kommet hjem, og først nu går han igang med det renoveringsprojekt, han har lovet at lave i ugens løb. (Noget med at vi gerne vil sælge lejligheden og finde noget større at bo i, inden vi bliver flere i familien. Men hunden spiste lidt af væggene, da han var hvalp og det ser altså lidt bedre ud, hvis det er blevet fikset, inden vi sætter lejligheden til salg.)

Den anden dag var det støvsugningen, der pludselig skulle gøres, efter jeg havde været på job.

Og i går var det et vigtigt brev, der altså først kunne skrives, da jeg var kommet hjem.

Jeg siger det bare. Mænd er altså mærkelige.

Jeg tror nu, jeg ville være mere glad, hvis han havde gjort det, inden jeg var kommet hjem, så jeg kunne beundre dét, han havde lavet. I stedet for at være småirriteret over, at han styrter rundt nu, hvor jeg er hjemme og trænger til lidt ro.

Men ok - jeg må igang med roseriet. Det er jo det, de vil have. Mændene. Jow Jow.

at Frk. Dope mødte en prins….

Og så springer vi lige resten af historien over, da de fleste allerede kender den og springer til det vigtigste.

Frk. Dope har nu pisset på den berømte pind, som viste to streger. Og nu skal hun altså være nogens mor.

Nogen gange er man ved at revne af alle de hemmeligheder, man bærer rundt på. Nogen gange går der hul på bylden og så må man fortælle. Dem der er tættest på.

Jeg har fortalt mange hemmeligheder på det seneste. Om mig selv. Dem om andre vedkommer ingen. Og det er så rart at kunne fortælle. At få løst op for ordene, der gemmer sig derinde og presser på at blive sluppet løs.

I de tilfælde er det altså godt at have skønne veninder, der ligesom mig, holder på de hemmeligheder, der ikke vedrører dem selv.

Danskere er blevet et uhøfligt folkefærd. Ingen siger tak længere. Alt bliver bare taget som en selvfølge.

Ifølge undersøgelser skulle vi være verdens lykkeligste mennesker. Jeg forstår det ikke. Vi brokker os i flæng. Over kassedamen. Og arbejdet. Over forældre. Over børn. Over alt.

Holder man som bilist tilbage for at lade en bil svinge ud foran sig, er der ingen venlig tak i form af et lille vink.

Holder man døren for andre, går de ud af den, uden så meget som at kigge på den person, som venligst holder døren for dem.

Træder man til side for at lade en barnevogn passere, går de videre uden at have ænset at nogen gjorde dem en tjeneste.

Og alt dette selvom de FORVENTER denne service fra andre mennesker.

Kunne vi ikke prøve at få almindelig pli og dannelse tilbage i den danske befolkning. Smil. Sig tak. Og sæt pris på det, når andre mennesker gør dig en tjeneste. Også dem du ikke kender.

Det kunne være du også fik noget så sjældent som et det var så lidt, eller et smil, tilbage.