Jeg tænker lidt over den her graviditet, som Ukendisparret Anni og Erik offentliggjorde for nogen tid siden. Altså den 2. oktober sidder de på nationalt TV og fremviser scanningsbilleder og er åh så lykkelige.

Hun skal føde til sommer, fortæller de. Jamen lad os da bare sige, at hun så er sat til den første dag i sommermånederne. Altså den 1. juni. Det vil altså sige, at hun MAX kan have været i 7. uge, da de offentliggjorde den gode nyhed.

Hmmm måske er det bare mig, der ville have holdt på den søde hemmelighed lidt længere - eller i hvert fald til man var i den “sikre” periode….??

Jeg er blevet gift. I nat. Og det var stressende ud over alle grænser. Vejret var dårligt. Som i frost. Og vejene var spejlglatte. Hvilket betød at den bro (?) jeg skulle over, var spærret, da bilerne skred ud og bragede sammen.

Jeg var ligeglad jeg skulle giftes, og lod biler være biler.

Så jeg sprang på cyklen i min brudekjole og drønede afsted til kirken, skarpt forfulgt at den kvindelige fotograf som knipsede løs med sit paparazzi kamera.

Da vi ankom til kirken, syntes fotografen ikke, at mit hår eller min makeup var i orden, så hun besluttede sig straks for at gøre noget ved det. Det gik fint med make-uppen, selvom jeg syntes, hun malede lidt for meget med den brede pensel.

Håret var straks en anden historie. Det ville slet ikke, som hun ville. Det lignede faktisk lidt en Ronja Røverdatter frisure. Og det var tid til at gå ind i kirken. Men så fik hun den idé, at hun da lige kunne affarve mit hår. Det endte katastrofalt. Nu var det bare en stor filtret masse.

Præsten talte og talte. Forsøgte at trække tiden ud.

Og jeg holdt øje med tiden som bare løb afsted. Syntes det var så pinligt.

Endelig var jeg klar til at skride ind i kirken. Og væk var min far, som havde glemt at han skulle følge mig op ad gulvet. Og brudebuketten var heller ikke at se nogen steder.

Suk det var en lang nat.

Der er så meget jeg ikke forstår. Men der hvor det går helt galt for mig, er når mennesker nærmest falder i svime over sushi. De er helt i ekstase over udsigten til aftensmaden, der består af sushi.

Jeg forstår det simpelthen ikke. Det er rå fisk og sticky rice rullet i noget tang og dyppet i meget stærk wasabi evt. nedskyllet med sake?

Bevares det ser fint ud. Og det smager da også fint nok. Men dertil og så ikke længere.

For mig er det som en lækker lille forret. Inden vi skal have den rigtige mad. Den røde steak. Den lækre sauce. Garnituren. Og kartoflerne. Altså den mad man bliver mæt af. Se det er mad, jeg kan forstå.

at jeg har købt min brudekjole. I lørdags.

Den er smuk. Sidder som støbt. Og jeg glæder mig allerede til at skride ind ad kirkedørene i Sct. Pauls Kirke her i Århus og se min kommende mands udtryk.

Er sikker på jeg fælder tårer. Og hikster mig gennem forløbet.

Men der er jo et helt år til vi siger ja til hinanden. Suk. Jeg er altså klar. Nu.

I går sumpede jeg og kæresten foran computeren og tv’et. Dejlig søndag. Og den skulle slutte af med søndagsfilmen “Shooter” på TV2. Efter ca. 15 minutter gik jeg i seng med ordene.

“Jeg tror, de prøver at sætte ham (Mark Wahlberg altså) op for mordet på præsidenten, og så skal han (Mark Wahlberg igen) bruge resten af filmen på at bevise sin uskyld. Jeg håber, producerne har været lidt mere originale end det trivielle og letgennemskuelige plot, men jeg tvivler”

Og nu sidder jeg her og tænker på, om jeg gik glip af noget?

Nu kan det være nok. Jeg kan simpelthen ikke holde ud til at se flere voksne mennesker i crocs.

De er afskyelige. Forstå det. Pin ikke os andre med dine såkaldte sko længere. Men tag dem på, hvor det kun er dig selv, der skal se på latterlighederne.

Jeg er skide ligeglad med, hvor gode de er at have på. De er grimme. Og klæder INGEN. Absolut ingen.

Og specielt til jer, der hæfter små vedhæng på dem. HOLD. OP. NU.

Det er virkelig 00′ernes største modeflop. Og tænk at så mange hoppede på dem. Jeg forstår intet. Og at nogen stadig kan finde på at tage dem på ude i al offentlighed er mig en gåde.