Det er efterhånden en velkendt sag, at jeg er single. Og har været det i “biiip” år.  Og jeg er faktisk ved at være godt og grundig træt af det.

Og ikke mindst ens omgivelser, der konstant skal minde en om ens “situation”. (Som om det er en sygdom….tssssss!!!!!?)

“Jamen du vil da straks blive glad og lykkelig, hvis der nu var en mand i dit liv.”

“Han kommer, når du mindst venter det”

Og de klassiske:

“Jeg tror, du er for kræsen.”

“For hvorfor tager du ikke bare ham eller ham. Han er jo sød og rar og god ved både børn og dyr.”

Godt så. Jamen jeg ER faktisk træt af singlelivet. Og ja der findes rigtig mange single mænd derude. Problemet er bare. Jeg aner ikke, hvor det er, de gemmer sig.

Jeg har oprettet profiler rigtig mange gange på diverse datingsider. Og slettet dem igen. For det er ikke sådan jeg møder ham. Jeg tænder helt klart på at se mænd irl. og ikke på et billede med en uredt seng i baggrunden.

Dope - der overvejer at bygge svømmepøl i 3. sals lejligheden. For mændene kommer åbenbart dumpende, når pølen skal fyldes med vand.

I disse tider med finanskrise, skyderier på Nørrebro osv. er det sørme godt, at BT og EB holder godt øje med de virkelig vigtige ting i hverdagen.

De havde nemlig begge valgt at sætte store billeder på spisesedlerne i går. Af en nyforelsket Cecilie Frøkjær. Og i dag af Peter Lundin. For hans kone gennem hele 11 dage vil skilles.

Det her efterårsvejr får mig i godt humør.

De varme rødbrune farver bladene på træerne får er smukkere end smukke.

Den der friske kulde, der kan mærkes helt ned i lungerne, når man trækker vejret dybt. Den er pragtfuld. Og livsbekræftende. 

Og man får de dejligste røde kinder efter en lang gåtur.

Når aftenen bliver hurtig mørk, tænder man en masse stearin lys og laver en kop varm chokolade og så er dømt hygge omkring én.

Efteråret er et af mine favorit årstider. Tog den til fods på vej til jobbet og nød det virkelig. Tror jeg smilede hele vejen ned til jobbet. Og der blev smilet igen.

Jeg har fået den største gave. Nemlig at finde mig selv derinde i rodet. Og pludselig har jeg opdaget, at jeg kan godt lide hende, jeg møder i spejlet hver morgenen.

Engang kendte jeg en mand med en depression. Måske endda noget, der svingede over i en manio-depressiv tilstand. Og det er bestemt ikke, fordi jeg ikke kan sætte mig ind i hvor forfærdeligt, det må være at havne i en depression, og hvor lidt man kan magte.

Og jeg forstår, at man har svært ved at overskue andres problemer. Men der hvor jeg kan blive vred og harm, er når mennesker, der får diagnosen “depression”, nærmest ser det som en blåstempling af, at de kan trampe på, og være ligeglade med, andre mennesker og deres følelser.

Nu siger jeg ikke, at alle med depressioner er sådan.

Og jeg skal ærgerligt indrømme, at da jeg selv var nede i foråret, kunne jeg ikke overskue noget som helst. Men derfor trådte jeg ikke på mine venner. Jeg var taknemlig over, at de var der og lyttede. Jeg involverede mig ikke med nogen. Fordi jeg ikke magtede det.

Kære

Aldrig gav du mig noget. Kun mig, der skulle forstå. Mig, der skulle tage hensyn til din situation. Din depression. Og dit skrøbelige sind.

Og det gjorde jeg. Lyttede. Forstod. Tog hensyn. Omfavnede. Tog til mig. Og tog med mig. Til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg forsvandt ind til ingenting. Blev verdens ensomste menneske. Og græd. Og græd. For der hvor jeg skulle læsse af, var der ingen plads. Ladet var fyldt op. Af dig. Og dit.

Jeg blev fyldt op til randen. Af jeg-har-fået-nok-hed og var ved at kvæles i min egen hensyntagen til dig og dit.

Når jeg kvækkede, at jeg ikke havde det så godt, blev det afbrudt af “Nu må du altså forstå, at jeg ikke kan give dig mere, end jeg gør” Og virkeligheden var, at du intet gav.

Nu er du ude af mit liv. Og jeg kan mærke, at mine vinger igen er ved at folde sig ud. Og at jeg har fået plads. Til mig selv. Til at være. Og være noget for andre. Og for mig selv.

Jeg har ondt af dig. Og jeg kan stadig mærke mit hjerte trække sig sammen i smerte, når jeg tænker på dig. Det gør ondt inden i mig, at du har det svært. At din depression og dine humørsvingninger styrer dit liv. Men jeg kan ikke tage det på mig længere. Ingen mennesker bør tage så meget af andre, som jeg tillod dig at tage af mig.

Ræve og høns bør ikke være kærester. Eller elskende.