En “fordel” ved nu at være hjemmegående er, at man virkelig får opdateret sig på yndlingsserierne….

Glamour er jo fantastisk. Og hvis jeg har problemer i mit liv er det intet i forhold til deres.

Altså. Brooke er nu sammen Ridge - igen igen (minder mig en kende om mit forhold til Manden) Hun har været hele turen rundt efter at være startet ved Ridge, derefter faren Eric, som hun fik barn/børn med, men som så viste sig ikke at være Ridges far alligevel, så broderen Thorne,  som kun er Ridges halvbror. Dernæst trådte Nick ind på scenen, som så er Ridges 2. halvbror. Og nu er hun så tilbage til Ridge, selvom de ikke er gift endnu.

Så er der Taylor, som giftede sig med Ridge, men døde og vendte tilbage som læber og bryster. Så blev hun alkoholiker efter, at Ridge gik fra hende og endte med at køre Darla ned i spritkørsel. Og slog hende ihjel. Hvorefter Taylor fik en affære med Thorne - Darlas mand og Ridges halvbror - og skulle vist nok giftes med ham men det gik åbenbart i vasken. For nu er hun sammen med Nick, Ridges 2. halvbror.

Børnene i serien er blevet voksne. Og nu har Brokes søn (Rick?) og Ridges datter (Phoebe?) indledt et forhold. Og man skulle jo tro, at Brokes søn er nevø til Ridges datter. Da sønnikes far jo er Eric, men da Eric jo ikke er Ridges far, er der jo ikke noget familiebånd i det. Udover at de er opvokset sammen og hele deres liv har troet, at de var faster/nevø.

Fader Eric og Moder Stephanie er også sammen. Efter Erics ægteskab med Broke og affære med Nicks mor, som var gift med Massimo, som altså var far til både Ridge og Nick.

Jeg har ingen problemer i mit liv overhovedet. Og glæder mig til de næste 3000 afsnit.

Godt så.

Psykologen mener ikke, jeg skal have en kæreste lige nu. Men jeg skal have mandlige venner. Og når jeg så når til det der kæreste-pjat engang om 100 år oder so. Så skal han være kreativ, kunstner, musiker.

Hun siger, at jeg er alt for styret af min venstre hjernehalvdel, det er den der med logik og kontrol. Så jeg vil have godt af en mand, der er styret af den højre.

Hmm… Den tror jeg lige, jeg vil tygge lidt på. Men jeg skal måske eventuelt oprette en dating profil. Ikke for at finde en kæreste, men for at få mandlige venskaber og indspark. Og så kan et af dem måske hen ad vejen udvikle sig til romantik.

Men ikke for hurtigt for så vil jeg ende med en bankmand eller revisor, hvilket ikke vil være godt for mig, da de også er for kontrollerede i deres handlinger. Jeg skal give plads til spontanitet.

Hold kæft hvor jeg tygger drøv.

Det her med at indrømme, at jeg ikke har det godt, er skisme ikke let. Faktisk er det noget af det hårdeste, jeg nogensinde har gjort.

Specielt det med at se indad og indrømme overfor mig selv, at jeg ikke kan overkomme alt er sindssyg hårdt. Er så vant til at være stærk, have malet et ansigt på og have paraderne oppe.

Jeg skal lære, at det er ok at sænke det hele og give slip. At det er ok at sidde i sofaen og græde. Og lave absolut ingenting. Bare det ikke er hver aften. Der skal også være plads til en fest og farver i mit liv.

Snakke med psykolog er det klogeste træk, jeg har lavet i årevis. Der er noget at arbejde med. Træk ved mig selv, som jeg ikke har været bevidst om, men som skal bearbejdes.

Har noget bagage med som jeg aldrig har vist andre. Før Manden konfronterede mig direkte med. Det efterlod mig temmelig chokeret. Og han kunne ikke følge op på det. Efterlod mig i den synkende skude. Men det er ok. Det var heller ikke hans job at hive mig op igen. Det var og er mit.

Det har holdt mig nede i mange år, og det forsvinder aldrig. Men jeg lærer at leve med det. Ikke at det udelukkende er det, der er galt. Selvom det bærer en stor del af ansvaret. Det er jo ikke, at jeg bare kan pege på det og sætte to streger under og give det skylden for alt og så læne mig tilbage…

Enough of this…. I dag er bogudsalget startet og det er nok en god anledning til at få lettet måsen fra sofaen og få lidt luft på vejen ned til boghandleren. Har nemlig set en bog som Volapyk har anbefalet. (Vernon G. Little) til den beskedne pris af 30 kroner. Det bliver jeg vist nødt til at følge op på..

Har snydt lidt i dag. Tog på job. Arbejdede ikke men satte bare en auto-reply på mailen. Havde prøvet at gøre det hjemmefra men det var ikke “ladesiggørligt”.

Det var ok. Hjertet hamrede vildt, da jeg var på vej derop i elevatoren.

Sad alene på mit 3 mandskontor og kunne høre de andre. Fingre, der klaprede på tastaturerne. Telefoner, som ringede. Kollegaer, der snakkede. Sad et stykke tid helt musestille og kiggede ud af vinduerne. Nød udsigten over hele Århus.

Nu kan jeg slappe helt af. Hvis der er nogen, der skriver eller ringer omkring jobbet, er der en besked på telefonen, som fortæller, at jeg er sygemeldt. Og på mailen bliver der også svaret med en lignende besked.

Skrev mail til kollega i går med de arbejdsopgaver jeg havde gået rundt og tænkt over. Dem bliver der nu taget hånd om.

Så nu kan jeg forhåbentlig slippe arbejdet helt. Måske.

Har fået næsetippen oven vande. Er faktisk ret glad. Træt men glad. Har haft en super weekend i selskab med blogveninder. Eller rettere bare veninder.

Drømmer meget om arbejde. Vågner og er helt stresset. Har stadig mange løse ender, som jeg ikke syntes, jeg kan være bekendt bare at slippe. Og er bange for at mine kunder falder ned mellem to stole.

Men jeg skal lade være. Måske vil jeg slukke mobilen i morgen. Købe min egen. Og kun bruge arbejdsmobilen i det omfang, jeg er på arbejde og så have en til privat brug. Der er også det i det, at jeg tjekker min arbejdsmail via den. Det hjælper ikke på stressen. Men jeg er bekymret for at noget vigtigt kommer via mail og kun vil være sendt til mig.

Derudover kan kunder jo ringe. Og jeg har ikke lyst til at snakke med dem og forklare. Vil ikke vise dem, at jeg er svag. Nu.

Jeg går langs stranden.

Har en pose i hånden, som jeg fylder med ting,

jeg finder liggende i sandet.

Strøet i en lige linie.

Jeg bemærker fodsporene,

der er trådt i sandet i den modsatte retning.

De bliver mindre og mindre.

Ikke utydelige, bare mindre.

Aftryk af barnefødder.

Og jeg erkender langsomt, at alt det,

jeg samler, er mine egne erfaringer.

Og oplevelser. Mig selv.

Men denne gang er de ikke smidt fra mig,

i et umuligt forsøg på at fortrænge.

Men samlet op i en pose, som jeg kan åbne og lukke,

som jeg ønsker og har behov for.

I dag skal bilen vaskes. Tomme flasker skal afleveres. Og en biograftur i aften.

Tænk alligevel forekommer det mig som en uoverkommelig opgave.

Men jeg skal lære, at det ikke er godt at lukke mig selv inde.

Jeg skal ud. Have luft. Være mig.

Er så træt. I går efter første psykolog besøg. Og i dag efter snak med min mor. Så træt.

Men det bliver bedre. Det gør det. Der er lang vej, men jeg kan allerede mærke, at materien vælter ud, efter jeg er begyndt at snakke om mig. Og alt det der foregår indeni mig.

Det er stadig et åbent hul. Men alt skal også ud, inden jeg kan begynde at hele igen. Vil ikke bare have en sårskorpe nu. Inden alt er ude. Det er ikke klar til at koagulere endnu.

Har lige set Nyheder på DR. Der for tiden er hård kost. Bomber. Brændende biler. Demonstrationer. mv.

Og så lige et indslag om udtjente høner (?)

Et rullende slagteri der tog sig af udtjente høner (?). De var så udtjente, at de ikke engang kunne anvendes som suppeshøner (?).

Er det bare mig, der er opvokset med at en høne, hedder høns i flertal??? Er der sket noget i det danske sprog jeg er gået glip af?

Jeg kunne måske have overset, at den rullende slagter kaldte dem for høner. Men også den interviewende journalist???

Og hedder en hane så hans i flertal?