Skal til bytte-tøj aften hos veninde. Har ryddet mit skab for tøj. Og det er lige gået op for mig, at jeg er shopaholic. Og gemaholic. Der var så meget tøj derinde jeg aldrig bruger. Noget stadig med prismærke. Har fyldt 5 poser med tøj. Og man kan faktisk ikke se det på den mængde, der stadig er derinde i mit 6 fløjede IKEA-klædeskab…

Må vist prøve at minde mig selv om, når jeg står der og ser på det, de andre har medbragt, at jeg IKKE skal have lige så meget tøj med hjem, som jeg har med derhen!

Er også lettere bekymret for om distrætheden kan gøre, at jeg ender med at tage noget af mit eget tøj med hjem igen og tro, det er nyt (altså nyt for mig)?

NB. Indlæg skrevet til Urban Århus tirsdag den 27. november

Jeg gider det simpelthen ikke.

Syntes det er verdens mest uinteressante mænd, der befinder sig derinde.

OK det er ikke fair. De er jo søde nok.

Men når der er en anden i tankerne, er de jo knapt så interessante for mig. Og jeg er jo 100% seriemonogam.

Det er godt nok effektivt med en vaskedag, når man bor på 3. og vaskemaskinen befinder sig i kælderen.

Og man har MAAAANGE maskinfulde. Og trappen også lige skal vaskes.

Av mine ømme baller.

I kender godt de der forliste forhold, hvor eksen ikke fatter, at det er slut, og at man ikke ønsker at have kontakt længere. 

Hvem gør ikke det?

Sådan har jeg det med et forlag. Og de driver mig til vanvid. Jeg har ellers slået op med dem på en rigtig pæn måde.

“Det har været en dejlig tid, og jeg har været glad for dig, men jeg har ikke rigtig de samme følelser for dig længere”

Det har de ikke helt forstået. De føler sig åbenbart forsmåede. For de bliver ved med at kime mig ned og forsøger sig med alle mulige metoder at få mig tilbage.

I starten var jeg sød og forstående, det skal man jo være, når man slået op med nogen. Jeg lagde venligt øre til, når de så gerne ville tilbage i mit liv. Det er jo lidt smigrende, at man er så interessant. Men jeg stod fast.

Nu er det mere end et halvt år siden jeg sluttede forholdet, og de bliver ved med at prøve at vinde mig tilbage. Og min tålmodighed er ikke så lang længere, så nu når de kun at sige hej, så siger jeg, at jeg ikke har lyst til at snakke med dem. De må altså se af at komme videre.  

Efter jeg tillagde mig den stil blev bombardementerne af opringninger blot endnu hyppigere. Så bad jeg dem om at slette mit nummer fra deres telefonliste.

Så gik det helt galt for dem. De begyndte at ringe til mig flere gange om ugen.

Nu har jeg sendt dem en meget alvorlig mail, for de skal altså se at komme videre med deres liv. Og jeg med mit.

De har nu lovet ikke at kontakte mig mere. Men hvis jeg nu skulle ændre mening er jeg altid velkommen til at kontakte dem igen.

As if!

At danse er ingen kunst. Når man gør det alene. Der kan man let lade som om, man er ”Queen on the dancefloor”.

Men i pardans er der helt andre regler.

Det gælder om ikke at træde hinanden over tæerne.

Det gælder om at holde takten. Helst den samme.

Man skal huske at finde den rette melodi. Og partner.

Man skal ikke forsøge at begive sig ud i alt for komplicerede trin, man på forhånd ved man ikke kan lære.

Jeg har prøvet mange dansepartnere. Ingen hemmelighed i det. Nogen dansede jeg med en enkelt nat. Andre i nogle uger. Nogen gange er der gået måneder. Eller ligefrem år. Men altid har vi fundet takten også hver for sig.

Nu er der så ham her.

Den efterhånden legendariske Mand.

Når vi er sammen, danser vi helt perfekt. Den bedste dansepartner jeg nogensinde har haft. Vores kroppe bliver én sammensmeltet masse. Men når vi så forsøger at danse sammen uden fysisk tilstedeværelse. Så går der helt ged i grundreglerne.

Og det gør jävla ondt at blive jokket over tæerne hele tiden. Og det er ikke kun ham, der træder mig over tæerne. Det er lige så meget den anden vej. Og når man render rundt på en ømskindet fod, kommer man hele tiden ud af takt. Nu har vi ikke danset længe. Meget længe. Men dansen har ingen af os glemt.

I dag tog jeg danseskoene frem. Kiggede på dem. Tænkte om de mon stadig passede. Og det gjorde de. Som fod i hose.

Bød ham op til dans. Hver for sig altså. Og det gik helt fantastisk. Vi fandt en melodi vi begge kendte dansen til. Spurgte hinanden til råds om, hvilke trin, der nu var de næste, så vi vidste, hvilken vej vi skulle.

Nu må vi se, om vi kan afholde os fra at træde hinanden over tæerne. Ellers skal jeg snart have et par nye dansesko.

Århus - smilets by. Byens motto siden 1938. Jeg har stadig ikke forstået det. Er det et levn fra tider, som ingen har opdaget, er forsvundne?

Århus er smuk. Set fra øverste etage i højhuset, hvor jeg har udsyn over hele byen. Tagene. Kirketårnene. Vandet. Pragtvillaerne på Strandvejen. Lysene, der tændes, når mørket falder på.

Bevæger jeg mig ud på gaden, er billedet et andet. Indre by er møgbeskidt. Det flyder med affald. Pizzabakker, shawarmarester, ølkapsler, tyggegummiklatter, hundelorte, gamle aviser, plastikposer osv.

Når vinden blæser fra øst, lugter det fra oliemøllen på havnen.

Og blæser det fra vest, er det humlen fra Ceres bryggeriet, der stikker i næsen. Begge dele giver mig en kvalmende fornemmelse. 

Men hvad er det, der bringer smilet frem på Århusianerne?

Det er heller ikke festugen, vi smiler ad. De fleste Århusianere brokker sig over den. At det kun er folk fra forstæderne, der besøger den i en undskyldning for at drikke. At den fylder hele gadebilledet, så man kan hverken komme frem eller tilbage. I år gik klagerne på, at den ikke var tæt nok på byen og havde mistet sin folkelighed.

Det er heller ikke Århus Sporveje/MidtTrafik eller Renovationsvæsenet, vi smiler over. De strejker nærmest altid.

Måske smiler århusianerne i virkeligheden af, at der altid er noget, vi kan brokke os over?

Uanset mit syn på Århus, så elsker jeg byen. Har aldrig følt mig mere hjemme i nogen by end her. Jeg ved bare ikke hvorfor.

NB Indlæg skrevet til Urban Århus

Har lige været til stemmetræning. Fik lov at synge sopran. Kunne ikke rigtig komme op på de høje toner til at starte med.

Men da underviseren sagde, at det var en god måde at komme af med alle aggressionerne skal jeg love for, at Dope kunne få lyd ud.

Der var åbenbart mange indestængtheder…. Ahem…

Og så har jeg lige købt billet til Bon Jovi koncert i Randers. Glæder mig så meget. Har altid gerne ville opleve dem. Og godt nok er det først til juni næste år. But who cares - I’m there!!!

I min iver for at fortælle kollega om købet, fik jeg sendt en sms til et forkert nummer. Så nu er der en for mig ukendt person, der fik lyst til at tage til den koncert sammen med sine venner….. Tsk tsk…. Frk. Fumlefinger slår til igen…

Har fået et godt spørgsmål på min dating profil.

Der står nemlig at jeg er medlem af folkekirken og vedkommende spørger, hvorfor jeg er det.

Det er et svært spørgsmål. For jeg er ikke troende. Jeg kommer stort set aldrig i kirken, udover til de sædvanlige arrangementer. Jul, barnedåb, konfirmationer, bryllup, begravelser.

Jeg har alligevel ikke tænkt mig at melde mig ud. For indeni har jeg drømmen om at en dag, finder jeg manden i mit liv. Han indser, han ikke kan leve uden mig. Og han spørger mig, om vi skal giftes.

Og så vil jeg være bruden i det store skrud. Den naive lillepigedrømmen forsvinder jo, hvis jeg melder mig ud af folkekirken.