Det er jeg med alle de bøger, jeg godt kunne tænke mig at komme igang med at læse.

Er nemlig rigtig dårlig til at gå på biblioteket og blot låne bøger… For det betyder jo, at den ikke vil være min, når låneperioden udløber (har derfor også betalt i dyre domme, når de med vemod er blevet afleveret for sent). Som at tage afsked med en rigtig kær ven.

Har det bedst med, at bogen er MIN, og ikke en der skal forlade mig igen.

Det var en meget smertefuld oplevelse at efterlade 5 plastikposer fyldt med bøger, da jeg flyttede fra Valby, men der var simpelthen ikk plads til dem i den nye lejlighed.

Lige nu må det meget gerne blive 21. juli meget hurtigt…

Måske ungdomsbøger, men fantastiske ungdomsbøger er det altså… I mellemtiden tror jeg, at jeg vil investere i denne bog og drømme om min (forhåbentlig) næste store rejseoplevelse:

Har modtaget et brev fra bladet Gør-Det-Selv… De takker mange gange for behagelig telefonsamtale og mit ja-tak til at være medlem hos dem og vedlægger endvidere en regning. Når jeg har betalt regningen, vil de fremsende min velkomst-præmie. Et IR-termometer.

?

???????

????????????????????

Jeg må have været under kraftig påvirkning af et eller andet, for jeg kan ikke huske, at jeg har talt med nogen lusket telefonsælger gennem lang tid. Og da slet ikke at jeg skulle have sagt ja-tak til at gøre det selv (det gør jeg jo næsten altid i forvejen! ;-)) og der er da ikke noget blad, som kan hjælpe mig på den front….

OK overskriften passer måske ikke helt, eftersom det er orangutanger, det handler om.

Orangutanger er ved at være en uddød race. Og i hele verden eksisterer der kun 2 steder, hvor de forsøger at frisætte de orangutanger, som uvidende mennesker har haft som kæledyr. Mennesker som syntes, at disse små nuttede orange væsener, som små, er charmerende, søde og alletiders kæledyr. Men når de er fuldvoksne, vejer mere end 100 kilo, spiser rigtig meget og er temmelig kraftfulde, så er det ikke så spændende et kæledyr længere.

Her er det så, at de 2 rehabiliteringcentre tager over og forsøger at genindsætte dyrene i naturen. Det ene center ligger på Borneo og det andet i Bukit Lawang på Sumatra, begge er Indonesien.

Vi ankom til Bukit Lawang og var egentlig ret irriterede over de to fyre, som var med i bussen, og som hele tiden forsøgte at presse os til at overnatte i netop deres guesthouse. Så det første vi gjorde, efter at have taget de store rygsække på, var at gå hen til en fyr, som ganske roligt ventede ved busstoppestedet.

Han tog os med til sit guesthouse, hvor vi indlogerede os. Efter en velfortjent nattesøvn spiste vi morgenmad på vores guesthouse og vandrede herefter rundt i byen Bukit Lawang.

Det var her vi fik vores første bevis for, at der levede orangutanger i byen. For pludselig hang der en mindre orangutang lige over vores hoveder og kiggede på os. Smukt og sjovt. 

Senere på dagen havde vi planlagt en tur til “Rehabilition Center”, hvor vi skulle opleve fodring af de store dyr. Signalet til dyrene var en kæp, som den ene Ranger slog ned i platformen, som udgjorde spisestedet.

Der gik lang tid, men pludselig bevægede træerne sig og ud af junglen dukkede en stor smuk orangutang op. Bevægelserne var dovne og det så ud som om, det foregik i slowmotion.

Da dyret kom helt hen til platformen, kunne vi se, at det var en hun. Og med sig havde hun den skønneste lille orangutang unge, som klamrede sig til pelsen af sin mor.

Efter lidt tid dukkede også en han op. Det var smukt og fascinerende. Men vi havde fuld forståelse for, at Rangerne helst så, at ingen af dyrene dukkede op, for det ville betyde, at deres job var fuldført.

Tilbage ved hovedkontoret havde de yderligere 3 orangutanger, som befandt sig i bure. De to af dem var netop ankommet til centret. Og den 3. led af noget, som jeg kun troede mennesker fik. Den havde Downs Syndrom. Først troede vi, at den var gravid, da dens mave var temmelig udspilet, men efter at have kigget på dens ansigt var det tydeligt, at den var mongol. Så menneskelig disse pragtfulde dyr er.

Læs evt mere her

Vi blev vækket kl. 03.00. Vi gned søvnen fra øjnene, tog det lånte tøj på og tjekkede, at der var batteri nok på lommelygterne.

Natten var kulsort og stille. De eneste lyde var vores skridt, som lød underligt høje i junglen, vores guides larmende pind, og så de puslende lyde fra træer og buske, som skyldes enten vinden eller slanger og andet kryb, som var blevet skræmt væk fra den smalle sti, vi befandt os på.

Det var en smule skræmmende at gå der i mørket og mærke kulden og spændingen dirre i hele kroppen. Vi holdt os tæt samlet, med lommelygterne konstant rettede mod stien foran os. Man skulle ikke træde mange centimeter udenfor stien, før bunden forsvandt udover en stejl skrænt.

Efter halvanden times vandring gennem den sorte jungle, stoppede vores guide op og bad os slukke lygterne. Han løftede sin vandrestav og pegede op mod en lysning mellem trækronerne.

Og der var det. Det syn, jeg troede, jeg kun ville komme til at opleve på tv. En flydende rød lavamasse, som konstant flød ned af krateret på vulkanen. Synet var imponerende, ærefrygtende og helt igennem fantastisk.

Vi fortsatte vores tur, så vi bedre kunne se vulkanen, området og lavaen. Vi nåede “the forbidden area”, hvor man kun måtte befinde sig i selskab med en autoriseret guide.

I flere timer befandt vi os i det område, hvor ingen træer var ældre end 1984, hvor jorden var farvet sort af aske, og hvor der var store “grøfter” som viste, hvor lavaen havde flydt.

Dagen efter vores tur, tog vi tilbage til Yogyakarta, høje af oplevelsen. Stod i lille butik for at købe busbilletter til vores næste destination. Pludselig rystede hele jorden. Vi kiggede lidt forvirrede på hinanden. Rystelserne varede ikke meget længere end et par sekunder. Jeg troede først, det var den meget store lastbil, som lige var kørt forbi, som forårsagede rystelserne.

Efter kort tid kom rystelserne igen, denne gang varede de længere tid og var værre. Den indonesiske kvinde, som var igang med at sælge billetterne til os, råbte pludselig meget højt og panikslagent til sin lille søn.

Vi kiggede endnu engang forvirrede på hinanden. Så tog fanden ved os, og vi løb ud af huset. Det gik op for os, at det var et jordskælv, vi netop havde oplevet. Ude på gaden fløj folk skræmte rundt og råbte og pegede op mod Merapi. Heldigvis var det ikke vulkanen, som var gået i udbrud, men “blot” et mindre jordskælv, som vi oplevede.

Var vi ikke i forvejen høje af adrenalinkicket, så slog det helt igennem i det øjeblik. Pulsen var fuldstændig oppe i det høje felt og kroppen rystede af spænding og skræk. Det var fantastisk og skræmmende.

Landet var Indonesien, nærmere betegnet Java. Vulkanen hedder Merapi som meget rammende betyder ildbjerget. Det er den mest aktive vulkan i landet, sidste udbrud var i 2006.

Øv er ved at blive syg. Har haft ondt i halsen hele weekenden og i dag nyser jeg konstant. Men måske skyldes nyseriet det alt det støv, der lå på trappen, som jeg har fejet?

Har noget raseri, jeg ville prøve at få ud af kroppen, og hvad kan man ellers finde på, når man ikke vil skrive en ondskabsfuld besked til manden? Det ER jo trods alt ikke hans skyld, at jeg har PMS. Af den onde slags. Har lyst til at være en led kælling overfor ham, men jeg er sikker på, at det ikke vil være nogen speciel god idé.

Hader at være syg, og hader PMS… Specielt efter at PMS også er begyndt at betyde ekstreme smerter i underlivet, og en glubende appetit. Kan slet ikke føle mæthed og er lækkersulten.

Har været på cyklen i dag. På arbejde. Det gik fint med at komme ned af bakken. “Hey ho Silver, away!” og så var jeg ellers fremme. Det tog 3 gange så lang tid at komme hjem.

Ny Munkegade er en ren pest på cykel - opad bakken. En af de stigninger, som i cykelsporten, ville blive kategoriseret som “udenfor kategori”.

Den er stejl og uendelig. Specielt når man ikke er i form. Og det er jeg ikke - ikke spor - ikke engang noget, ligner noget, der kunne betegnes som form. Kageform, ja, god form, absolut nej.

Lungerne føltes, som om de forsøgte at presse sig op gennem spiserøret. Og al blodet væltede op i hovedet, så jeg lignede en tomat. En lidt for moden tomat - sådan føltes kroppen i hvert fald, da jeg nåede hjem.

Har haft cyklen langtidsparkeret i kælderen, og i mit kække forårshumør, mente jeg i morges, at det var på tide at få den luftet. Nu sidder jeg her med ondt i gumpen, krampe i benene og såret stolthed.

Det er fan’me pinligt at blive overhalet af ubesværet morfar med pibe, mens man selv lyder som et gammelt damplokomotiv.

Måske er det værd at overveje at tage cyklen lidt oftere.

Det er jeg. I min grundvold. Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal få det fortalt, men jeg har ved selvsyn fundet ud af….

Nej jeg tør næsten ikke fortælle det.

Det kan jo være, der er andre derude, for hvem verdensbilledet vil blive forskubbet i den grad.

Hvis du ikke vil vide det, så lad være med at læse videre!

OK NU ER DU ALTSÅ SELV UDE OM DET!

Det er sandt. Jeg har selv set det. De kendte kæmper også en forgæves kamp mod…..

SKVALDERKÅL

i deres haver…

Og jeg der troede, at de var en slags overmennesker, for hvem der ikke eksisterede sådanne problemer…

At skvalderkålen holdt sig væk af respekt og ærefrygt…

Når man spørger ham, om det skræmmer ham, at jeg har mange følelser for ham (for det skræmmer mig i den grad), og han reagerer ved at sige, at det gør det slet ikke. Men at han derimod er mere bekymret for, om hans travle liv med 100vis af projekter, som han går højt op i, vil få mig til at blive skuffet over hans manglende tid til mig, og om han vil være mig utilstrækkelig.

Så stopper jeg op og tænker.

[At han er sexet som bare pokker!]

Det er da “træls”, at han ikke altid har tid til mig, men det er jo en del af det, jeg er faldet for. Det at han er en mand, som har masser af idéer og lever og ånder for det liv, han har skabt fra bunden. At han har og havde modet, viljen, lysten og kreativiteten til at fortsætte ufortrødent, selvom der var op- og nedture undervejs.

[Og så er han sexet som bare pokker]

Han ville være en anden mand, hvis han ikke involverede sig fuldstændig i sine projekter.

Hans liv er så kreativt og skabende og så langt fra min verden, som noget overhovedet kan komme. Det fascinerer mig lige så meget, som han syntes, det er fantastisk, at jeg er en talnørd.

[Og så er han sexet som bare pokker...]

Og jeg ville ikke undvære et eneste øjeblik med ham.

[for han er sexet som bare pokker!]

Man holder fri torsdag, fredag, lørdag og søndag.

Torsdagen tilbringes i selskab med sig selv i ren afslapning.

Fredagen tilbringes med skøn veninde fra Kbh med dyb samtale om mænd, arbejde, livet og usikkerhed.

Lørdagen ankommer vennepar fra Sjælland. Man laver mad sammen, drikker rødvin og ender med en bytur. Venindens mand syntes godt nok, at der var lidt mormor og farmor agtigt over os, da vi syntes, det var meget hyggeligere bare at sidde og snakke med uldtæpper viklet om benene og hellere vil drikke kaffe end øl… Selvom det var øl vi drak.

Da vi gik hjem, sagde han, at det var pinligt at gå hjem før kl 12. Klokken var på det tidspunkt 2.30…. Så han konkluderede, at det vist havde været meget hyggeligt at være i byen med de to gamle.

Søndag tager man afsked med vennerne, som stikker tilbage til øen. Derefter får man en skøn sms fra Manden, som spørger, om man har lyst til at komme forbi og få en lur sammen med ham. Da man ankommer til hans hjem konstaterer man igen igen, at han er verdens lækreste stykke mandfolk… Man bliver krammet, kysset og fortalt, hvor skøn man er… Uhmmmm… Dejligt… Så ligger man der i hans seng og lytter til hans vejrtrækning, som bliver dybere og dybere…. Og til sidst bliver man selv overmandet af træthed efter weekendens program og af ren velvære over at ligge i ske med verdens skønneste mand…

Jeg vil gerne skrives op med det samme til flere af de weekender!!