Er I klar - for dette bliver en smule pinligt (for mig altså!!).. Er stadig i tvivl om den er for pinlig at lægge ud til offentligheden her på URBAN… But here goes…
Der er den efterhånden ret kendte vandrehistorie om kvinden, som altid skar enderne af hamburgerryggen, inden hun lagde den i gryden.
En dag spurgte manden, hvorfor hun gjorde sådan, og det vidste hun faktisk ikke, men sådan havde hendes mor altid gjort, så det skulle man altså.
Manden var ikke helt tilfreds med den forklaring og næste gang de var hos svigerforældrene, spurgte han svigermoderen, hvorfor man skulle skære enderne af hamburgerryggen, inden man kogte den.
Da svigermoderen så noget forvirret ud over spørgsmålet, indskød datteren “Jamen mor, du skar da altid enderne af hamburgerryggen, da jeg var barn!” hvortil moderen siger “Det gjorde jeg jo, fordi den gryde, vi havde, var for lille til, at hele hamburgerryggen kunne være deri”….
Det er så her min historie kommer ind:
Her til aften har mine forældre været hos mig til middag, og det var rigtig hyggeligt med god mad, vin og masser af latter.
Vi kom til at snakke om en ferie, vi var på, da jeg var omkring 10-11 år…
Vi havde dengang en postkasserød golf og en campingvogn. Den sommer besluttede familien, at bilen, campingvognen og familien skulle til Frankrig.

Midt i minderne om en helt fantastisk ferie, begyndte min mor at sprutte af grin… Hun var pludselig kommet i tanke om, at varmeanlægget i bilen var gået i stykker, og at det derfor var nødvendigt konstant at have sat varmen på fuld tryk i bilen…. Så vi svedte som svin i bilen, for der var jo også 30 grader udenfor…

Selvom jeg syntes, at historien var vældig sjov og grinede med, var jeg noget lang i ansigtet, for det gik op for mig, hvorfor jeg mener, at varmen i bilen ALTID skal være på, også selvom det er sommer….



Vi har lige fået en ny kollega, og det virker, som om hun passer meget godt ind i vores mærkelige univers, men for nogen tid siden havde hun den frækhed at fortælle, at hun havde hørt en Laban-sang i radioen på vej til arbejde. Den havde været sendt i en engelsk version, og det havde lydt helt forkert, men hun kunne ikke komme i tanke om, hvordan teksten var på dansk. Så måtte vi høre den på nettet, men der kunne vi også kun finde den engelske udgave. Det resulterede i, at jeg nynnede den pokkers sang HELE dagen, og ind i mellem dukkede der flere og flere danske ord op, så til sidst kunne jeg synge ”Der er lukket af, du er kold som is. Jeg har stillet forslag i tusindvis, na na na na na na na na na na na naaaa” Hvad sangen hedder, og hvordan resten af teksten lyder, er mig stadig en gåde. 