… når jeg laver mad, hiver maden ud af ovnen med grydelapper. To sekunder senere konstaterer, at det var da underligt, hvor den ene grydelap er forsvundet hen. Trækker på skuldrene og tænker pyt. Sætter sig ved spisebordet og spiser middag med familien.

Efter endt middag går manden i køkkenet, spørger tørt hvor længe sådan en grydelap egentlig skal have? Og tilføjer “Den har i hvert fald fået nok nu, for der er ild i den!”

Jeg trådte i en hundelort i dag. Det var jo ikke særlig heldigt, tænker du nok. Og det var det heller ikke. Heldigt altså. Eller særlig lækkert for den sags skyld. Men når nu det var sket, så havde jeg heldigvis sko på. Selvfølgelig ikke heldigvis for skoen. Men heldigt for min fod. Og ikke mindst mine tæer.

Det var heller ikke heldigt, at jeg ikke opdagede, at jeg havde trådt i lorten, før jeg gik hen over vores trægulv i stuen, med sko på naturligvis.

Der følte jeg mig virkelig ikke heldig. Det gjorde min næse heller ikke. Føj.

Men det, der var heldigt, var, at jeg gik hen til den lokale genbrugs senere på dagen. Og ved I hvad? Jeg fandt de selvsamme sko i samme størrelse til 10 kr. og de så helt nye ud.

Det syntes jeg knagme er heldigt. Og så blev de indsmurte sko kasseret. Hvem fanden gider vaske tøfler rene for hundelort, når der var et helt “nyt” par til en 10′er.

Og senere fandt jeg en firkløver i haven. Det er virkelig min heldige dag. Jeg skulle nok have spillet det der onsdagslotto i dag.

Jeg må tilstå, at jeg har haft samme tanke som Mads Christensen “Hvorfor var der ingen, der gjorde modstand?”, men fik også tanken, at jeg rent faktisk ikke ved, om der var nogen, der forsøgte at gøre modstand. Modstand for at stoppe vanviddet.

Jeg ved det ikke, for der er ingen, der ved helt præcist, hvad der foregik på øen.

Måske var nogen af dem, der blev mejet ned, netop nogle, der forsøgte at stoppe den forkvaklede og vanvittige mand.

Hvem kan med garanti sige, hvordan de ville reagere på en så forfærdelig og kaotisk situation, hvor helt unge mennesker var presset ud i ekstremer?

Ikke mig!

Jeg vil ikke lægge hovedet på bloggen og erklære, at jeg ville gøre modstand for enhver pris. Jeg håber, at jeg ville turde. Men jeg ved det ikke. Og det er der ingen, der gør. Ikke andre end dem, der har prøvet det på egen krop, og det er heldigvis de færreste af os.

Jeg håber først og fremmest, at jeg aldrig vil komme ud i sådan en situation.

Og så håber jeg, at forældrene til vanviddets ophavsmand bliver passet godt på og får al mulig hjælp, de måtte have brug for. Ikke bare nu, men også fremover.

Jeg er lidt nervøs. Og sidder på kanten af sofaen.

Hvad sker der? Jo manden har rykket sig over i SAMME sofa som mig, hvad sker der for det?

Så nu har jeg barrikaderet mig bag en tyk mappe.

Sådan. Han kan bare lige prøve på noget.

Efter at være flyttet på landet, er der mange ting jeg har noteret bagest i hovedet.

F.eks. er der en nummerplade tyv på spil i denne del af landet. Der er i hvert fald utrolig mange biler, der mangler den forreste nummerplade. Og tyven har en forkærlighed efter de unge mænds nummerplader. Altså de unge mænd, der kører med nedrullede vinduer, brede dæk og høj musik. Frække tyv!

For ikke at nævne alle dem, der kører bil, mens de snakker i ikke håndfri mobiltelefon. Der er noget, der siger mig, at loven ikke gælder herude. Hvilket jo er meget fedt - sådan lidt fristads agtigt.

I går kom jeg på arbejde. Var faktisk lidt stolt over, at være mødt ind kl 8 og ikke kl. 8.15. Yay. Snakkede med kollega om opgaven og forsøgte at få et overblik over, hvornår vi ville være sammen på opgaven igen.

“Tirsdag er vi her sammen igen” siger hun.

“Nej i morgen er jeg hos en anden kunde!”

“Du har altså skrevet her, at du er her i morgen.”

Jeg har bare en ting at sige PIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIS os’, så er jeg gudhjælpemig mødt op hos den forkerte kunde.

Jeg styrtede videre til den rigtige og ender der med en times forsinkelse.

SUK!

Forleden fik jeg “skæld-ud” af manden, fordi jeg havde brugt en plastikdims, som han mente, tog hans mandighed fra ham.

Han sagde, at den jo kunne det samme som ham, og nogen gange endda bedre, og det fik ham til at føle sig mindre mandig. Så næste gang måtte jeg altså kun bruge ham!

Nogen gange er jeg bare så meget en DIY woman

Jeg var ude at handle i går. Sådan altså de ugentlige madindkøb. Meget spændende fortælling allerede ik´.

Jeg havde bettemanden med. Og havde travlt med at hygge med ham. Så jeg opdagede først lidt efter, at bilen ved siden af mig havde to mænd i den, og de havde ikke travlt med at komme afsted. Jeg tager bettemanden ud af bilen, og de ruller vinduet ned og siger “Ei hvor er han kær. En rigtig lille Emil fra Lønneberg!”

Så går jeg ind i det meget eksotiske og lækre supermarked. Også kendt som Rema1000. Og der kommer bestyreren løbende ned til mig og nusser bettemanden lidt i håret. “Nååårh han er godt nok dejlig bla bla bla….”

Og jeg bemærker, at alle mænd smiler sagligt til os.

Hvad sker der lige for det - er alle mænd blevet skruk(ke)? Havde jeg noget mellem tænderne? Sad kjolen fast i strømpebukserne eller hur?

Ei nu skal jeg jo ikke sætte mit lys under en skæppe - det er da bare mig, der er total MILF!!! Eller nowet

Jeg overvejer seriøst at starte blogningen op igen - for jeg vil også nævnes herovre af hende den unævnelige.

Jeg syntes, det er humor på højt plan. Selvom der er et par lidt dumme indlæg, som rammer meget hårdt og personligt på dem, de er møntet på, men altså generelt, syntes jeg, det er sjovt og måske lidt tiltrængt i en meget pæn blogverden.